Nyhedsbrev maj 2019

Kære medlem, politikere, skoleledere og forvaltning i Ringsted og Sorø kommuner

I Ringsted-Sorø Lærerforening plejer vi at skrive et nyhedsbrev til medlemmerne, hver gang vi har noget på hjerte.

 

Denne gang skriver vi til en bredere gruppe, fordi vi har to ting, vi synes, er en fælles sag for alle:

1) Sæt kryds ud for den danske folkeskole! Vi har et folketingsvalg lige om hjørnet. Justeringen af folkeskolereformen blev næsten fikset lige inden, valget blev udskrevet. Folkeskolen er indtil videre ikke et tema i valgkampen, og det vil vi gerne lave om på, selvom vi gerne vil kvittere for, at klimaet og integrationen får en kæmpe plads. ”Stram Kurs” har tilsyneladende ”stjålet” en del af dagsordenen, og har haft held til at få rigtig godt tag i skolebørnene. Retorikken går igen i skolegården, og det er for os en helt ny situation. Vi håber, at I vil være med til at italesætte værdierne fra folkeskoleloven, og at vi skal huske at tale børnenes sag i den kommende tid. Vi vil gerne samarbejde med jer om være med til at prioritere folkeskolen, som vi gerne vil udvikle i stedet for at afvikle. Hele folkeskolen er under pres både økonomisk og værdimæssigt.

 

Vi vil forsøge at være til stede på vælgermøderne rundt omkring, og vores fokus vil naturligvis være på velfærd, børn og folkeskole. Vi håber, at vi møder masser af medlemmer og lokale politikere til en god snak om, hvad det er for et samfund, vi vil have fremover.

2) Vi vil invitere jer til et fyraftensmøde 14. november 2019. Vi taler tit om, hvor dejligt det kunne være, hvis vi kunne dele oplevelsen med en god oplægsholder med andre end os selv og medlemmerne. Vi har mødt Helle Hein i flere omgange, og hun fortæller om, hvordan vi motiveres i vores arbejdsliv. (Det var hende, der ”opfandt” ”ledelse af arketyperne”, hvis det siger nogen nogetJ.) Hun har nogle helt almenmenneskelige pointer, som både er forskningsbaseret og fortalt med stor humor og indleven – så det er noget, vi alle kan have glæde af at høre, uanset position. Vi vil derfor gerne ”dele Helle med jer”, og håber, at I vil bakke op om arrangementet, som på den måde kan blive en fælles oplevelse. I vil høre nærmere hvad angår tid og sted efter sommerferien.

 

Smugkig eventuelt: https://youtu.be/JrPQIp2hGK8

De bedste hilsener fra kredsstyrelsen i Ringsted-Sorø Lærerforening.

Emner

Målgruppe