Nyhedsbrev April 2021

Kære medlemmer

Generalforsamling: Tak for jeres deltagelse i vores generalforsamling😊. Det var en noget anderledes en af slagsen, og ikke et eksempel til efterfølgelse – vi synes, det er rarest at være sammen med jer i ”det virkelige liv”. Men vi fik klaret det, der skulle klares, og vi havde prøvet at variere lidt undervejs med arbejdstidskahoot og en lille film om året, der er gået.

Beretningen – som er udsendt til jer alle – blev enstemmigt vedtaget, og bliver derfor vores rettesnor for det arbejde, vi nu går i gang med.

Hvis du ikke nåede med til generalforsamlingen, men har læst beretningen og har kommentarer, gode ideer, undren el. lign. så send os MEGET gerne dit indspark til os – vi elsker, når nogen giver sig tid til at kommentere på og kvalificere vores arbejde.

Genåbning: NU må vi tro på det – det bliver forhåbentlig forår, og vi får givet corona et ordentlig los bagi, så vi kan få vores liv tilbage. Alle børn vender i en eller anden form tilbage til skolen igen, men vær opmærksom på, at der stadig er tale om undervisning efter nødundervisningscirkulæret. Vi må altså gerne være med til fortsat at arbejde for alternative Corona-venlige løsninger i undervisningen. Måske har I hørt både kredsen lokalt eller foreningen centralt udtale sig skeptisk om genåbningen. Det er naturligvis ikke fordi, vi ikke ønsker skolen normaliseret igen, men en af vores fornemste opgaver, synes vi, er at være med til at passe på jeres arbejdsmiljø. Frisøren og gymnasieskolen kræver test og anvendelse af mundbind. Det gør folkeskolen ikke, for det må vi ikke ifølge lovgivningen. Skolen kommer lynhurtigt til at ligne sig selv igen med fedtede dørhåndtag og uhumske toiletter, og her skal vi selv være med til at passe på os selv ved fortsat at være opmærksomme på den hygiejne, vi faktisk er blevet gode til. Endelig er vi også skeptiske overfor, at lærerne f.eks. ikke kommer foran i vaccinekøen, da vi i høj grad er kommet til at stå i front i landets vigtigste samfundsinstitution.

OK21: Nu skal du stemme om overenskomstresultatet for OK21. Afstemningen begynder 6. april, (hvor du har fået en mail på den adresse, du har opgivet på ”Min side ”) og slutter d. 19. april kl. 09.

Hvis du synes, det er sjovt, kan du følge med på vores valgbarometer: Link til OK21-valgbarometer: https://votes.assembly-voting.com/dlf-ok21/turnout.

Kredsstyrelsen stemmer ja. Vi synes, lønstigningen er fornuftig situationen taget i betragtning, og vi er glade for den forbedrede udbetaling ved kritisk sygdom samt mulighed for sorgorlov. Men læs og lyt med her, hvor du kan finde al den information om resultatet, du har brug for:
Læs om OK21 og afstemningen

Det vigtigste er, at du bruger din stemmeret😊

Mange hilsener fra kredsstyrelsen i Ringsted-Sorø Lærerforening

Emner

Målgruppe