Nyhedsbrev August 2021

Kære medlemmer

 

 

Vi håber, I har haft en aldeles fremragende sommerferie, og at I har haft lejlighed til at ryste det meget mærkelige sidste skoleår af jer og er klar til en hverdag, der ligner noget vi kender lidt mere. Husk dog på, at det er en omstilling for alle, måske især eleverne, som måske ikke skal presses alt for hårdt, hvis tingene skal lykkes i opstarten. Hvad os andre angår, så husk på, at fleksible arbejdsmetoder som fx mulighederne for hjemmeforberedelse og onlinemøder stadig kan være en mulighed, der kan aftales på skoler og i teams ved behov. Sidste skoleår viste med al tydelighed, at lærerne sagtens kan administrere deres egen tid og alligevel løse opgaverne.

 

 

Vi skal stadig forholde os til, at selvom vi voksne er vaccinerede, arbejder vi med børn, der IKKE er det. Vi kører stadig efter forårets retningslinjer på skoleområdet, på trods af, at der er sket virkelig meget siden da. Sundhedsmyndighederne forventer, at nye retningslinjer meldes ud ved skolestart. Man skulle mene, at de godt kunne have lettet måsen inden skolestart☹. UVM

 

 

 

 

Vi siger rigtig hjertelig velkommen til vores nye konsulent, Ivar Askøe. Tag rigtig godt imod ham.

 

Han skriver selv:

Kære alle medlemmer i Ringsted-Sorø Lærerforening.

Jeg er ansat som jeres nye konsulent fra 1. september, og jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet!

Jeg har været lærer siden 1999, og har undervist i folkeskole, 10. kl. og senest på Vordingborg Fri Fagskole.

Sideløbende med undervisningen har jeg været AMR, TR og kredsstyrelsesmedlem i Lærerkredsen Faxe Vordingborg i skiftende perioder siden 2005.

På kredskontoret har jeg prøvet kræfter med de fleste politiske opgaver, herunder sagsbehandling, så jeg føler mig godt rustet til de kommende opgaver.

 

 

Vi går et valgefterår i møde – og vi siger ja tak, når vi bliver inviteret ud for at debattere skolepolitik af partierne – også selvom vi jo selv er partipolitiske uafhængige. 1. gang er 10. august på Holbergskolen i Sorø kl. 19.30, hvor det er SF, der har inviteret.

 

Vi inviterer selv til vælgermøder sammen med de andre organisationer i FH i begge kommuner. Her er alle velkomne, og det er vores velfærdssamfund, der er i fokus, men vi kunne rigtig godt tænke os, at I møder op og stiller politikerne gode skolespørgsmål.

Sorø: 7. september

Ringsted: 7. oktober.

 

Vel mødt og rigtig godt skoleår 😊

 

Mange hilsener fra kredsstyrelsen i Ringsted-Sorø Lærerforening

Emner

Målgruppe