Nyhedsbrev Maj 2021

Kære medlemmer

Vi har ikke haft så mange synlige arrangementer i det seneste års tid, men særligt i en periode som denne, har vi oplevet, at det med en stærk fagforening er særdeles vigtigt.

Derfor vil vi gerne slå et slag for medlemskab af foreningen, og i den anledning har vi udarbejdet et lille skriv: ”Hvad kan vi tilbyde?”

Jeres TR deler det ud til ikke-medlemmer på jeres arbejdsplads, men vi synes, at alle jer, der allerede er medlemmer også skal have pjecen. Dels kunne der godt være ting, som I måske ikke lige ved i forvejen, dels synes vi, det er utrolig vigtigt, at vi alle er med til at italesætte vigtigheden af at være med i en overenskomstbærende fagforening, idet sådan noget med barsel, orlov, seniordag og ferie jo ikke har opfundet sig selv, men faktisk er noget, der stadig skal kæmpes for.

Så er alle børn fysisk tilbage i skolen, og hvor er det bare dejligt 😊. MEN – husk nu at der stadig er tale om undervisning efter nødundervisningscirkulæret indtil sommerferien. ALLE hygiejneregler gælder fortsat, og vi må fortsat ikke blande børn på tværs af klasser mv.

Vi må kort sagt ikke miste det vundne lige på målstregen til ferien, hvor mange skal vaccineres.

Vi synes, I skal give jeres TR et godt klap på skulderen, fordi de i denne tid bikser helt utroligt med at få indflydelse på skoleplanerne for det kommende skoleår. Det er jo skolelederens ansvar at udarbejde skoleplanen, men TR holder masser af møder med ledelserne forud for de skolemøder, som bliver holdt på alle skoler, og hvor I skal være med til at kvalificere ledelsens beslutninger. Nogle steder er man allerede kommet godt i mål, andre steder er det virkelig svært for TR at ”komme igennem” til ledelsen, men det er helt sikkert, at TR gør en kæmpe forskel for den skoleplan – den kommer overhovedet ikke af sig selv - så bak op – spørg og deltag i processen 😊

Vores allerbedste konsulent i hele verden går på pension til 1. september. Vi har for tiden slået hans stilling op, så vi håber, at vi kan få ansat en ny, som I også kan blive rigtig glade for. Vi ved, Michael har betydet meget for mange medlemmer, og I skal nok få mulighed for at sige farvel til ham efter sommerferien.

Tilbage er der at sige: Nyd foråret!

Mange hilsener fra kredsstyrelsen i Ringsted-Sorø Lærerforening

 

 

Emner

Målgruppe