Nyhedsbrev December 2024

Denne gang om:

  • Nye chefer i kommunerne
  • Valgkamp
  • Kvalitetsprogram for folkeskolen
  • Arbejdsmiljø

Kære medlemmer

 

Ringsteds skolechef har fået nyt job på Lolland og Sorøs ditto går på pension. Det betyder jo ansættelsesforløb i begge kommuner, hvor vores FTR’er Ingelise og Birgitte heldigvis har en plads via vores poster i sektorerne. Det kommer helt sikkert til at betyde, at der er nogle ting, der kommer til at gå lidt langsommere i en periode, hvorefter vi skal til at etablere et nyt samarbejde med nye chefer på vores områder.

 

I samme periode er valgkampen skudt i gang, og det bliver i den grad spændende at se, hvem vi får som politiske chefer begge steder. Det gør vores lokale samarbejdsfora i ”Sammen om skolen” endnu vigtigere. I hele Danmarks Lærerforening går vi ind i valgkampen med følgende 4 temaer: Uddannede lærere, folkeskolens økonomi, inklusion og ”den brede velfærd”.

 

Vi vil fortsat insistere på at få løst problemerne med grænseoverskridende adfærd på skolerne – en dagsorden vi efterhånden er blevet fælles med arbejdsgiverne om at arbejde med. Vi har sammen med et par kollegaer på en skole og ”Folkeskolen” fået lavet en artikel, hvis budskab er, at vi faktisk bliver bakket op af ledere og chefer ift, at det er uacceptabel adfærd, men alligevel sker det desværre hele tiden. Det kræver kulturændringer og masser af sammenhold og benarbejde at få lavet om på.

 

Regeringen barslede i foråret med ”Kvalitetsprogram for folkeskolen” (de kalder det bestemt ikke en ”reform” – meeen det ligner: Der er hele 33 initiativer, delt ind i kapitler, og der er sandelig nok at tage fat på: Foreningen centralt fik dæmmet op på det med uddannelseskravet – det skal fremover også være lærere og ikke pædagoger, der skal undervise de svageste elever. Lige nu bikser vi mest med at få indflydelse på juniormesterlæreordningen og timebanken, for det er ret presserende. Men det er altafgørende, hvis det skal lykkes, at I bliver inddraget i alle de ting, der skal afgøres på skoleniveau. Sørg derfor for at bakke op om jeres TR og få sat det på dagsordenen i de lokale MED-udvalg.

 

Vi har netop sendt materiale ud til jeres AMR’er om ”SPARK”-forløb. Der er nemlig ikke venteliste længere, så hvis arbejdsmiljøet halter på jeres arbejdspladser, er det måske en ide at søge om sådan et forløb?

 

Tilbage er at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul og et dejligt nyt år – må I nyde en velfortjent juleferie!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange julehilsener fra kredsstyrelsen i Ringsted-Sorø Lærerforening

Emner

Målgruppe